Tvivlen er den smukke og tavse partner

Danmark slipper ikke for at være et lille land, der er dybt afhængig af sin ungdom. De strukturelle forandringer, der teknificerer de traditionelle jobs, dækker over en irreversibel udvikling.

Kulturen, kunsten, iderigdommen og vidensdeling er den eneste sikre vej til at passe på os selv og vores levestandard som en rig, sund og venlig(!) skonnert på et gigantisk grådigt og neoliberalistisk hav. At gungre over broen med de store er den langsomme, men sikre vej at gå planken ud!

I disse år falder en støt stigende, og helt ny gruppe, af unge mennesker igennem det systemiske sikkerhedsnet vi, som velfærdssamfund, har spændt ud under hinanden. Engang var nettet finmasket, og tog højde for de mange forskellige måder unge mennesker kommer til sig selv og finder fodfæste i tilværelsen. I dag er maskerne ikke alene større, men visse steder er der store ulappede huller. Når et ungt menneske anno 2017 falder, er chancen for at falde helt til jorden så stor, at det både ud fra et menneskeligt og et samfunds-økonomisk synspunkt er, i bedste fald, dumt.

Vi må ikke lulle os ind i en kvadratisk markedstænkning, hvor det menneskelige liv, i alt væsentligt, handler om at blive produktiv skatteborger i en helvedes fart. Det er nemlig i denne tænkning, og de handlinger der følger, at det går galt. Det er her, det bliver dyrt for uddannelses-, sundheds-, retsvæsenet – og dermed for os selv.

Det er i det tankesæt, der får, også stærke, unge mennesker til at falde igennem og slutte sig til dem, der aldrig finder en plads. Det er samtidig i denne bruttotrup de kommende, eksportværdige kunstnere og iværksættere får banket luften ud af lungerne.

Hvornår finder unge mennesker den snoede sti, de kan leve på, og af?  

Når ballonen sprænger for stadig flere unge, og de ikke kan finde den rette uddannelses- og karrierevej, falder livsdueligheden fra hinanden og fine mennesker risikerer at blive ramt af angst, depression og isolation? Vil vi lade stå til og tillade, at de måske aldrig blive aktive og kritiske samfundsborgere, når de med en lille indsats kunne være blevet glimrende læger, kunstnere, politimænd eller pædagoger?

 

Højskolerne har i årevis, for en anselig dels vedkommende, kæmpet med det yderste af neglene på klippekanten. Det, selvom vi måske er det allerfineste udryk for det kloge og konsistente velfærdssamfund vores fædre, og deres fædre, har bygget op omkring os.

Årsagen er enkel, der er ingen unge mennesker, der befinder sig i lige præcis den kategori, der gør det muligt at vælge et højskoleophold.

For selvom højskolerne er begavet med en usædvanlig flot ordning, der sikrer statstilskud til de årselever, der gennemfører et forløb, kan stort set ingen i praksis gå til deres nærmeste, deres vejledere eller sagsbehandlere og sige, at de har valgt højskolen til. Er man ung, skal man have en uddannelsesplan, der består af formel kompetencegivende uddannelse. Er man ledig, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og altid være klar til kurser og jobtræning. Er man på SU, skal man være knyttet til en uddannelsesinstitution, der giver formel kortere eller længere videregående uddannelse. Intet af det falder indenfor højskoletilbuddet – selvom det måske burde!

 

Højskolerne er, med sin ro, omsorg og altid igangværende samtale, et fint og velfunderet borgertilbud, som alle kan have glæde af. Det ligger i højskolernes skolegenetiske kode, at vi er den spiller på dannelsesbanen, der aktivt medvirker til at udvikle det menneskelige potentiale i generationerne, og dermed smukt supplere alle de institutioner, der tilrettelægger og udfolder det formelt faglige potentiale. Højskolerne skaber uddannelses- og jobparate unge, der er afklarede og har både mod på, og vilje til, at gennemføre deres drømmes mål.

I samarbejde med de kompetencegivende uddannelser skaber vi de bedste borgere; de mest loyale og de klogt medtænkende. De kærligt kritiske mennesker, der går ud og ny- og gentænker måder og veje til at forbedre livet i Danmark.

Tvivlen er en smuk partner i de formative år, fordi den kvalificere de valg vi tager for livet. Hvilken uddannelses-, arbejds- og kærlighedsvej vi vælger.

Det kvalificerede valg hviler ikke sjældent på et par lærerige bommerter, som i sig selv har givet erfaringer. Højskolen er det fineste sted at vinde de erfaringer og dannelse, der i sidste ende vil kunne kvalificere unges valg af livsbane. Højskolerne er, og kan i endnu højere grad blive, et sted hvor vi som samfund betaler en lille investering, for en god, og på flere måder, værdifuld avance. Lad os bruge vores enorme rigdom til at give alle mennesker et engangs-klippekort til folkehøjskolen. Et klip, der frit kan indløses og frisætte individet for at styrke dannelsen og livsdueligheden, i et halvt års tid. Nogle har brug for at klippe, mens de er helt unge. Andre har måske brug for det midt i, eller sent i livet.

Skrevet af Lars Gandsø (forstander)