Samvær og fælleskab på Filmhøjskolen

Mange tror, at når man tager på filmhøjskole, så er det først og fremmest at arbejde og leve på en skole, der har sit fokus på det faglige.

Men det er slet ikke tilfældet. Det sociale, venskaberne, boformen og hele den måde et semester er tilrettelagt på, tager sit afsæt i det, vi i Danmark kalder det alment dannende.

Hvad er det almene og hvad skal det bruges til?

Folkehøjskolerne er skabt for at give mennesker indsigt i samfundsforhold og demokrati. Skolerne har en masse interessante og forskellige faglige tilbud, men deres hjerter banker for at give eleverne en oplevelse, der gør dem til kloge, empatiske og aktive borgere. Dette er fordi det er hele forudsætningen for, at menneskerne i vores lille demokratiske land, interesserer sig for andet end sig selv.

Et folkestyre er jo sjældent bedre end dem, der stiller op som politikere og det er os borgeres opgave, at vælge dem og holde øje med om de gør deres arbejde godt. Eller endnu bedre; selv at gå aktivt ind i de politiske og samfundsudviklende foreninger og arbejde.

Når alle har smaddertravlt med uddannelse, karriere og familie, bliver samfundsengagementet måske nedprioriteret. Måske er der stadigt større grupper af mennesker, der aldrig rigtigt får indsigt i hvordan vores historie har udviklet vores nation, hvordan folkestyret fungerer, og hvorfor det er vigtigt at så mange som muligt er optaget af, at gøre verden til et bedre sted at være.

Det er alt sammen noget, som folkehøjskolerne er dybt optaget af – ikke mindst Filmhøjskolen Møn.

Derfor bruger vi både fritiden og hverdagen i det praktiske og faglige til at samtale om samfundet. Vi opfordrer alle vores elever til at skabe værker, der tager udgangspunkt i noget, der rækker ud over det private; emner som kan oplyse og reflekterer over vigtige ting i livet, her i vores eksplosive tidsalder!

Skrevet af Lars Gandsø (forstander)