Når vi roterer i treskift

På Filmhøjskolen arbejder vi bl.a. med at folde elevernes kunstneriske potentialer ud. Der er mange veje til at dette kan ske, og det meste af arbejdet gør eleverne selv, ved at udfordre deres egen kerne og faglige lyst. Nogle gange skal man have et skub, udfordringer og opgaver.

På filmhøjskolen har vi tidligt i semestret et forløb, hvor eleverne deles op i grupper af ni personer. På skift arbejder grupperne i en uge ad gangen i tre forskellige værksteder.

Hos Nadja Liv Lehn i ATELIERET konfronteres man med det hvide lærred og man arbejder intenst med at omsætte ’tonen’ fra sin første personlige podcast (som man har lavet i et tidligere forløb med Tonemester Thomas Arent) til et maleri.

På første sal i FILM1 arbejdes sideløbende med den erfarne dokumentarfilminstruktør og tv-producer Torben Simonsen med det visuelle, levende billede; Hvad vælger du? Hvordan ’taler’ dit kamera? Hvilke fortællinger kredser dine kunstneriske ambitioner om?

I værkstedet FILM2 møder eleverne Karin Priergaard Worsøe, som i mange år har været leder på Den Danske Filmskole og som nu driver en virksomhed, der på konsulentbasis tilbyder kunstnere, af alle slags, udvikling og værktøjer til yderligere at samle udtryk – finde passion og omsætte den.

Eleverne på Filmhøjskolen gennemgår altså alle tre udviklingsstep og det klæder dem rigtigt godt på til at tage fat på næste fase i semestret – at skrive manus, caste og producerer deres første fiktionsfilm i samarbejde med skuespillerne fra Rødkilde.

Samtidig med at dette rotationsforløb afsluttes er første fase af skolens semester slut – dermed åbnes der op for elevernes egne produktioner og kunstneriske initiativer.

Skrevet af Lars Gandsø (forstander)