Thomas Arent

Thomas Arent arbejder som lyddesigner på film og som podcast producer. Han har produceret dokumentariske fortællinger til podcastmediet Third Ear bl.a. sin meget personlige dokumentar ”Dobbeltgænger”.

Senest har Thomas stået bag lydsiden til dokumentarfilmen ”En Fremmed Flytter Ind”.
Thomas er uddannet tonemester fra Den Danske Filmskole 2015.

Hvordan fandt du ud af, at du ville arbejde med film?

Jeg har altid elsket film og jeg har altid spillet musik. Da jeg på et tidspunkt i gymnasiet opdagede at jeg kunne blande de to ting, var jeg solgt. Det igangsatte en rejse hvor musik blev til lyddesign og ord blev til musik, en rejse der tog mig igennem Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og Den Danske Filmskoles tonemesterlinje.

Hvilke filmfolk herhjemme og internationalt er du inspireret af?

Når jeg arbejder på dokumentariske fortællinger fortalt med lyd er det oftest i litteraturens verden jeg finder min inspiration. En af mine inspiratorer herhjemme er forfatteren Peter Øvig Knudsen, hvis evne til at få adgang til og beskrive lukkede miljøer gennem velskrevne dokumentariske bøger er en stor inspiration for mig. Inden for film og lyddesign er inspirationen uendelige, men nogle værker jeg ofte vender tilbage og lytter til er samarbejdet mellem instruktøren Gus Van Sant og lydkunstneren Hildegard Westerkamp og deres måde at blande det abstrakte med det konkrete.

Hvad er det vigtigste for dig at opnå med din undervisning?

At dyrke og værne om forskelligheden i den enkelte elevs arbejde og skaberlyst. At skabe et rum hvor vi er hinandens bedste sparringspartnere.

Hvad er en højskole, for dig?

Et frirum der giver dig plads til at undersøge og eksperimentere, et sted hvor du er omgivet af kreative kræfter og inspirerende energi og et sted hvor du får venskaber for livet.

Hvad er det bedste råd du kan give til vores elever?

Jeg ved ikke om man kan kalde det et decideret råd og så er det i øvrigt ikke engang mit eget, men jeg hørte den legendariske musik producer Brian Eno, der har produceret ikoniske albums med bl.a. David Bowie og Talking Heads, sige noget i et interview som jeg synes rammer noget i forhold til muligheder og begrænsninger: ”Two things that really make for good records: deadlines and small budgets”.