En rigtig god ven

Vi lever i tider, hvor unge mennesker fra alle sider opfordres til at finde en karrierevej hurtigst muligt. Borgere er skatteydere, og jo hurtige de begynder at tjene nogle penge, jo hurtigere kan de bidrage til den fælles kasse.

Men det er klart, at Danmark er meget mere end en pengekasse. Vi er også et kulturelt fællesskab – et lillebitte demokratisk land, der er kendt for sin fredelighed og sin åbenhed.

Hvad fremtiden bringer, kan ingen vide – men det er åbenbart at Danmark, udover at være et videnstungt land, der kan skabe interessante produkter, også fremover skal leve af sine kunst- og kulturprodukter.

Tænk på, at dansk film og TV for mange år siden blev en forretning, der eksporterede for langt flere penge, end vi bruger på offentligt at støtte disse udtryksformer.

Danmark er et kulturelt fællesskab og højskolerne er et adelsmærke, når demokratiet skal foldes ud i den enkelte.

En familie der vil Møn det bedste.

På Møn finder man Liselund Fontænen (liselundfontaenen.dk) – en familiedrevet fond, der er etableret med midler fra de virksomheder Krista og Steffen Steffensen har skabt og fortsat skaber.

Det var Krista og Steffen, der i sin tid drømte en ny højskole på Møn. I det Steffensen’ske tankeunivers er det vigtigt, at skabe dynamik og udvikling i lokalsamfundet. Det er vigtigt at unge mennesker kan finde sig til rette og lære noget om både samfund, historie, ernæring, sundhed og film.

Det var altså disse to ildsjæle, der tog fat og gav midlerne til at skabe fundamentet for både skolens bestyrelse og dens fine huse. Mange elever på skolen har også af Fontænen fået det første økonomiske rygstød, til at tage et semester her og lærer en masse om film.

At lave en højskole i vores effektive og hektiske tid er ikke let. Faktisk må man sige, at det ikke lader sig gøre uden at man i sit lokalsamfund har stor opbakning, både mentalt og fysisk.

Faklen blev båret af Liselund Fontænen og Filmhøjskolen blev skabt af en dygtig og ihærdig bestyrelse. I dag, hvor skolen er en realitet, er det skolens dygtige personale der driver stedet, fortsat i tæt samarbejde med bestyrelsen og formand Steffen Steffensen i spidsen.

Skrevet af Lars Gandsø (forstander)